Interview Med Natalia Adler Af Inspirerende Kvindeserie

Jeg kommer fra en ydmyg baggrund på landet i Brasilien. Da jeg var 13 år, overbeviste min mor nogle hjælpearbejdere fra Det Forenede Kongerige til at lære mig engelsk. Jeg lærte hurtigt, og jeg blev snart inviteret til at undervise på en lokal engelsk skole. Dog indså jeg snart, at jeg kunne tjene flere penge, hvis jeg åbnede min egen virksomhed. Så i en alder af 14 åbnede jeg en engelsk skole på bagsiden af min bedstemors hus. Jeg havde kun en studerende. Men jeg havde også en stor idé. Jeg bemærkede, at de fleste studerende var generede over at begå fejl, når de talte et andet sprog, så jeg oprettede ‘ peer ’ klasser for læger, forretningsfolk, studerende osv. Engelskerne var i det væsentlige de samme, men eleverne følte sig mere tilpas med deres venner. Mine klasser ganges som en ildsted.

Jeg har været hos UNICEF siden 2005, da jeg begyndte at gå i internering på vores hovedkontor i NY, mens jeg gjorde min kandidatgrad i menneskerettigheder ved Columbia University. Gennem min karriere har jeg altid fundet mig selv starte nye initiativer. I Mozambique beskæftigede jeg mig med Public Finance Management til støtte for retfærdige offentlige udgifter til børn. I Nicaragua banebrydede jeg brugen af Human Centered Design til beslutningstagning og forsøgte at gentage Silicon Valley-modellen i et voksende turistområde. I Panama konceptualiserede jeg en ramme for byer for børn for Latinamerika, og nu er jeg interesseret i at udnytte datavidenskabens potentiale til at skabe værdi for børn.

De fleste af de udfordringer, jeg har oplevet, var som svar på ændringshåndteringsprocesser. Jeg er iværksætter og komfortabel med forandring. Men som Woodrow Wilson engang sagde, ‘ hvis du vil skabe fjender, så prøv at ændre noget. ’ Det er ikke let at håndtere modstand. For at klare det læste jeg meget om organisatorisk forandring, tale med coaches og iterate og lære. Jeg er en del af et netværk kaldet Doing Development Differently – en gruppe fantastiske udviklingsentreprenører, der tror på en mere problemstyret og iterativ tilgang til hjælpeindustrien. Det hjælper med at vide, at der er andre, der tænker som dig.

Initiativet er stadig meget begynnende. Vi samarbejder normalt med nationale regeringer, men byer bliver i stigende grad det primære rum for progressiv handling, beskyttelse af mangfoldighed og fremme af menneskerettigheder. I dette initiativ for Latinamerika og Caribien var målet at se på skæringspunktet mellem urbanisering, klimaændringer og børns rettigheder. Kontekst betyder noget, især når 80% af befolkningen i regionen bor i byområder. Vi fokuserede kun på fire indgangspunkter: (i) mobilitet; (ii) social samhørighed; (iii) datasamarbejde; og (iv) borgerligt engagement.

Vi oprettede initiativet Data Collaboratives af tre grunde. For det første fordi vi anerkender, at de udviklingsudfordringer, der berører børn, er for komplekse til, at kun en organisation eller regering kan håndtere. Det tager en landsby. For det andet er de mest relevante data, der er nødvendige for at hjælpe med at afkode disse komplekse problemer, i øjeblikket sidder med virksomheder i form af webklik, som knapper, mobiltelefondata osv. Heldigvis har vi nu midlerne til at udnytte denne kollektive intelligens og data og bruge dem til at fremme børns rettigheder. Initiativet er i det væsentlige en matchningsproces, der forbinder konkrete problemer med løsninger gennem en kollektiv problemløsning.

Kønsforskellen er reel, og mange undersøgelser dokumenterer det. Opnåelse af ligestilling mellem kønnene er ikke kun et spørgsmål om social retfærdighed, men også et redskab til at frigøre potentiale. Jeg er især interesseret i at fremme kvinders empowerment på arbejdspladsen. At ikke udnytte 100% af vores talentpool hindrer opnåelsen af kollektive resultater. Organisationer hører konstant ikke fra deres bedste mennesker på grund af vedvarende forudindtægter og diskrimination. Som Iris Bohnet siger, “ Der er ingen designfri verden. ”

Jeg havde flere klasser i fransk lit med Dr. Caroline Weber ved University of Pennsylvania. Hun er ikke kun utroligt smart og morsom, men også meget moderigtig, fabelagtig og selvsikker. Hun er også ekstremt empatisk og støttende og går ud af sin måde at lytte og hjælpe på. Hun minder mig om Chimamanda Ngozi Adichie og hendes forfatterskab om feminisme og femininitet. Hun havde en stor indflydelse på mig, og jeg tror ikke engang, at hun ved det!

Udviklingsbistand skal handle om at levere stilladser til iteration og tilpasning – ikke forkogte løsninger. Slip ekspertise – start på ny hver gang. Deltag i Doing Development Differently community og nyd rejsen. Med Albert Hirschmans ord er det vigtigt at have “ lidt mere ‘ ærbødighed for livet, ’ lidt mindre tvangstrøje i fremtiden, lidt mere godtgørelse for den uventede – og lidt mindre ønsketænkning. ”

Til udvikling anbefaler jeg kraftigt at tage det gratis onlinekursus, Problemdrevet iterativ tilpasning (PDIA), og tjekke alle ressourcerne på Harvards websted for bygningsstatskapacitet. Det er fantastisk! Til praktiske værktøjer til adaptiv styring anbefaler jeg at lære om menneskelig centerdesign (Reboot’s har masser af gode ressourcer). For mange bøger til at anbefale … men jeg elsker James Scott’s Seeing Som en stat, Iris Bohnets What Works, Gender Equality by Design og Dennis Rondinellis udviklingsprojekter som politiske eksperimenter.